De sidste 4 onsdag eftermiddage er vi en gruppe forældre der har passet skolens børn i Legeriet. Nogen har været der 1 gang, andre 2 og 3, og det har været vanvittig hyggeligt, overraskende nemt og givet mig et godt kig ind i børnenes måde at være sammen på. Og det har været en ny og god oplevelse at være sammen med mit barn i de omgivelser. At være med når hun oplever skolen og kammeraterne og se det, som kan være så svært for hende at genfortælle til os derhjemme.

Jeg synes, at jeg ser, at både mit og vores børn i det hele taget bliver tryggere ved at være på skolen, når forældrene kan være en del af den, også i kraft af at kammeraterne kender deres forældre.

Jeg var egentlig ret nervøs over, om vi kunne underholde børnene i Legeriet, og om tiden ville føles endeløs lang, men det var tværtom. Børnene har stort behov for at lege sammen, og de gør ufortrødent i gang selv. Sidst startede 2 en frisørsalon, der blev en stor succes hos både piger og drenge. Én fik farvet håret lidt grønt med vandfarve i!

Vi har haft 1 eller 2 idéer med per gang. Meget forskellige indslag som alle var en succes. Intet er for småt eller kort. Det kan vare samtlige 2 timer eller blot 15 minutter, og det kan involvere 5 eller 25 elever, og kan være noget som man selv er interesseret i. Eller det stik modsatte.

Vi har lavet bl.a.

  • Højtlæsning i Colosseum
  • Lave rytmeinstrumenter af plastikflasker og småsten
  • Tegne tegninger i Colosseum
  • Lave sminke / ansigtsfarve med vandfarve
  • Lave akvarium / landskaber i æsker
  • Hjælpe med at lave eftermiddagsmad og dele den ud til eleverne
  • Stikbold i boldburet på Prags Boulevard

Og vi har bl.a. tænkt på at vi kunne

  • Synge sange
  • Danse
  • Spille kroket
  • Spille mere bold i boldburet
  • Stoleleg med musik
  • Noget med limstift, saks og papir

Mange hilsener
Jesper, Rosalinas far

Author admin